Flixbus omringet af politi – passager havde truet med bombe


Det var trusler fra en passager i en Flixbus, som torsdag førte til en stor udrykning til rastepladsen DTC ved Vejle torsdag aften.

Den 33-årige mand havde truet med at sprænge bussen og passagerer i luften, oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag morgen.

Truslerne blev fremsat, da bussen var på vej mod nord ved Fredericia, og politiet blev alarmeret om mandens opførsel.

Sydøstjyllands Politi valgte at tage truslerne alvorligt, og hærens specialister i sprængstof blev også tilkaldt ved den efterfølgende aktion.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad var der cirka ti køretøjer fra politiet på rastepladsen, da bussen blev omringet. Flere betjente gik rundt med maskingeværer.

For passagererne var der tale om “en ikke helt almindelig oplevelse”, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse udsendt fredag morgen – og det gælder såvel mandens opførsel som politiets indsats.

Den 33-årige mand er anholdt og sigtet, men det er ikke umiddelbart klart, om anklagemyndigheden vil kræve ham varetægtsfængslet.

/ritzau/