Kraftig brand raser i industribygning i Østjylland


En kraftig brand er brudt ud i en industribygning i Løsning ved Hedensted, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen om branden klokken 00.30 fredag nat.

– Det er i et industrikvarter, hvor der er brand i en bygning.

– Der er tale om en overtændt bygning. Det betyder, at branden er brudt igennem taget med store flammer. Så vi må betegne det som en kraftig brand, siger vagtchef Jørn Bystrup.

Den voldsomme brand betyder, at motorvejen i nærheden af industrikvarteret også er påvirket.

– Vi er til stede derude nu, og vi sender nok også en underretning ud omkring røg på motorvejen. Østjyske Motorvej er påvirket af tung røg, lyder det fra Sydøstjyllands Politis vagtchef.

Branden raser på adressen Lundagervej 112, oplyser politiet.

– Det er noget lokaleudlejning, hvor der er lager, fitnesscenter og nogle andre forskellige ting.

– Og umiddelbart skulle der ikke opholde sig personer derinde på den her tid af døgnet, siger Jørn Bystrup.

/ritzau/