Pressefoto / Blast Pro Series
2017 var en stort år for E-sport i Danmark. Elitehold som Astralis og North fyldte i medierne, og Royal Arena blev fyldt med fans, da Danmark lagde jord til en af sportens største turneringer.
Også hos bookmakerne fylder E-sport mere og mere. Faktisk steg mængden af spil på E-sport hos Danske Spil med 155 procent sidste år ifølge tal fra Dansk Erhverv.
– Sidste år sagde vi, at E-sport boomede. Og det viser tallene, at den i den grad stadig gør. Tallene er en kraftig indikation af, at hele området stadig er i voldsomt vækst.
– Det er det på græsrodsniveau og på elitesiden. Det betyder noget for dem der spiller, dem der lever af at spille og dem, der producerer sælger og events, siger fagchef for digitalisering hos Danske Erhverv Janus Sandsgaard.
Tallene fra Danske Spil viser, at der blev spillet 16 gange mere på E-sport i 2017 end i 2014. Dermed er E-sport den sjettestørste sport hos Danske Spil – større end eksempelvis amerikansk fodbold, badminton og cykling.
Der har da også været fuld fokus på E-sport i året. Flere dokumentarprogrammer har været på landsdækkende tv-kanaler, turneringer bliver vist og kommenteret på tv, og så var Danmark rammen om en af verdens største Counter Strike-turneringer.
– Blast Pro-serien i Royal Arena står for mig som den største begivenhed sidste år. Ikke bare var tusindvis af danskere derude, vi havde også en jublende erhvervsminister og hele eventen blev livestreamet på DR.
– E-sport er stadig en nichesport, men det løftede sporten op til et nyt niveau i Danmark, siger Janus Sandsgaard.
Sporten bliver fulgt og støttet af Dansk Erhverv, fordi udbredelsen også giver muligheder for erhvervslivet.
– Det er en stor og voksende forretning, ikke bare for dem der spiller, men også dem, som laver det nye fedeste udstyr.
– Og så er der konferenceøkonomien. Når 10.000 mennesker kommer for at se en stor turnering, så skal de have et sted at sove, mad at spise og måske en souvenir med hjem, siger Janus Sandsgaard.
/ritzau/