Dom for livsfarlig voldtægt stadfæstet: Seks års fængsel til Daniel Præst


UDSHOLT: Østre Landsret har torsdag idømt Daniel Præst fra Helsinge seks års fængsel i en sag om særlig farlig voldtægt, grov vold, røveri og trusler.

Dagens dom var stadfæstelse af Retten i Helsingørs dom om en særlig farlig voldtægt, som fandt sted d. 2 januar sidste år.

Under voldtægten mistede offeret – en 60-årig thailandsk kvinde – bevidstheden og var i livsfare.

Daniel Præst besøgte kvinden i hendes hjem i Udsholt, og her var han mødt op for at købe hård sex for 5000 kroner. Den 60-årige kvinde har forklaret, at hun ikke var med på den 30-årige Daniel Præsts idéer, og så blev han voldelig og voldtog hende, mens han truede hende med en grensaks.

Daniel Præst blev også dømt for røveri idet han havde frarøvet kvinden 20.000 kroner.

Daniel Præst blev dømt i overensstemmelse med dommen fra byretten, og stort set efter anklageskriftet.

Anklageren havde bedt retten om en dom på 6-7 års fængsel, og med en dom på seks årsfængsel så fulgte Retten anklageren.

Daniel Præst har fra starten af hævdet sin uskyld, og fastholdt igen overfor retten at det seksuelle foregik med samtykke fra kvinden som et prostitutionsforhold, og at volden først skete da de blev uenige om betalingen.

Daniel Præst blev anholdt kort efter han var flygtet fra stedet, og har siden siddet fængslet.

Daniel Præst arbejdede på anholdelsestidspunktet som fysioterapeut i Helsinge, og har tidligere været kendt idrætsmand som trampolinspringer på det danske landshold.