Kriminelle skal kunne miste retten til deres børn


Arkivfoto


Hvis en forælder er dømt for alvorlig kriminalitet, skal man miste retten til delt forældremyndighed. Det mener børneminister Mai Mercado (K), skriver Ekstra Bladet.

Til avisen giver hun en række eksempler på, hvilke forbrydelser der skal svække forældres rettigheder til myndighed over deres barn.

Eksemplerne dækker over pædofili, drab og drabsforsøg med få undtagelser.

Ifølge Ekstra Bladet siger loven om forældreansvars paragraf 11, at retten kun kan ophæve den fælles forældremyndighed, “hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste”.

– Men det fremgår ikke klart nok i dag, at nogle gange spiller man sig selv af banen som forældre, siger Mai Mercado.

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sagt højt, at er man dømt for alvorlig personfarlig kriminalitet, for eksempel overgreb mod børn, så er det helt klart uforeneligt med de forpligtelser, der følger af et forældreansvar.

Ekstra Bladet har blandt andet præsenteret ministeren for en far, hvor børnenes mor er idømt 12 års fængsel for fire drabsforsøg på patienter på Nykøbing Falster Sygehus samt ulovlig medicinering af deres datter.

Her skal faren dele forældremyndighed med den dømte mor.

Mai Mercado vil drøfte med de andre partier på Christiansborg, om det er muligt at finde flertal for, at domme for alvorlig kriminalitet skal få betydning i sager om forældremyndighed.

Psykolog hos Red Barnet Kuno Sørensen peger dog på, at serviceloven allerede giver muligheder for at gribe ind og beskytte børnene i tilfælde med eksempelvis pædofili, drab og drabsforsøg.

– Med serviceloven skal man som kommunal forvaltning vurdere, om barnets kontakt med en forælder er til skade for barnet, og man skal indskrænke kontakten til forælderen.

– Jeg har svært ved at se, hvorfor man skulle lave en generel regel, når vi i serviceloven har regler, der beskytter børnene, hvis deres forældre er til skade for dem, siger han.

/ritzau/