GILLELEJE: Den 22. januar efterlyste Nordsjællands Politi en mand på en crossmaskine, som havde begået hærværk mod noget ATK-udstyr, der blev brugt til en fartmåling på Vesterbrogade i Gilleleje d. 4.december – tirsdag morgen blev han anholdt i et sommerhus ved Gilleleje.
Udstyret blitzede den anholdte 39-årige mand med en hastighed på 83 km/t, og det ophidsede ham åbenbart så meget at han vendte om og gav udstyret et ordentligt los, så det væltede omkuld på jorden.
Det præcise omfang af skaderne er endnu ikke opgjort, men udstyret er bragt til producenten i Tyskland som pt. undersøger udstyrets skader. Fra nyt koster udstyret 300.000 + moms, så det kan hurtigt blive et dyrt spark.
Efterlysningen af gerningsmanden bragte en række gode tip til politiet fra offentligheden, og tirsdag morgen ved otte-tiden kunne betjente banke på hos en 39-årig mand i et sommerhusområde ved Gilleleje – han havde mere end almindeligt svært ved at bortforklare sagen idet crosseren fra ATK-vognens billede stod på hans adresse.
Manden opgav da også meget hurtigt, og erkendte stort set på stedet, at han var den efterlyste hærværksmand.
Skunkfabrik afsløret som bonus
Det viste sig hurtigt at den 39-årige ikke havde noget kørekort, hvilket medførte sigtelser for kørsel uden førerret, dernæst manglende der forsikring på crosseren – og ikke mindst en sigtelse for at køre 83 km/t i bymæssig bebyggelse.
Problemerne for den 39-årige mand stoppede dog ikke der….
Betjentene fik desuden også en liflig duft i næsen inde i huset, og ved at snuse sig frem fandt de et værelse som var ombygget til produktion af fjolletobak, med varmelamper og hele balladen. De konfiskerede planter udgjorde en ca. mængde på omkring fem kilo i alt, og der blev også fundet en større mængde kontanter som sammen med crossmaskinen blev konfiskeret på stedet.