Politiet blev tippet: Stort skunklaboratorium fundet i lade på Djursland


Arkivfoto


På baggrund af et tip og bevæbnet med en retslig kendelse foretog politiet torsdag eftermiddag ransagning af en adresse på Djursland.

Tippet var, at der skulle blive produceret store mængder skunk på stedet.

Og det viste sig at være rigtigt.

Under ransagningen fandt betjentene flere hundrede skunkplanter i en lade, der var blevet omdannet til et fuldt professionelt skunklaboratorium med varmelamper, automatisk gødnings- og vandingssystem, ventilation m.m.

De mange hundrede planter var blevet høstet, og det er derfor politiets vurdering, at der er tale om salg af mere end 20 kilo skunk.

På adressen fandt politiet desuden knap et kilo skunk.

To personer med tilknytning til stedet, en 26-årig kvinde og en 29-årig mand blev anholdt og sigtet i sagen.

Alle de udfundne genstande med relation til skunklaboratoriet er blevet beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.