Arkivfoto
En 20-årig mand blev tidligt søndag morgen anholdt, da han sad i fem etagers højde i en mast på et skib i Esbjerg Havn.
Tidspunktet taget i betragtning har det næppe været for at nyde udsigten, men hvad der ellers var motivet til, at han sad der, står hen i det uvisse.
– Han har ikke rigtig kunnet forklare, hvorfor han kravlede derop, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den unge mand blev lige omkring klokken seks søndag morgen opdaget af fartøjets besætning, der slog alarm, og politiet rykkede ud og fik ham ned.
Fartøjet – forsyningsskibet “Iceland Patriot” lå forankret ved Frankrigskajen i Esbjerg Havn, der er et lukket område.
Den 20-årige er kravlet over hegnet til det lukkede havneterræn. Herefter er det lykkedes ham at klatre op ad fartøjets landgangsbro, hvor han har forceret en låge for at komme om bord og hen til masten.
Manden er blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han bliver løsladt i løbet af søndagen, oplyser vagtchefen.
/ritzau/