200 svenske politifolk må have ekstra beskyttelse


Arkivfoto


Voldelige bander og kriminelles angreb og trusler mod politiet i Sverige har efterhånden nået så stort et omfang, at mange politifolk må foretage ekstraordinære sikkerhedstiltag.

Det skriver avisen Aftonbladet på sin netavis.

Over de seneste ti år er forholdene for politiet blevet stadig værre. Nu bliver politibiler brændt af, der bruges håndgranater mod ordensmagten, og i oktober 2017 blev politistationen i Helsingborg ramt af en bombeeksplosion.

– De kriminelle går efter individer for at forsøge at skabe bange politifolk, siger Emma Cronberg, der er det, som svenskerne kalder en national ombudsmand med ansvar for beskyttelse.

Aftonbladet skriver, at omkring 200 politifolk i 2017 havde brug for ekstraordinære beskyttelsestiltag. Der var tilfælde, hvor hele betjentens familie måtte flytte.

Årsagen kan være dødstrusler. Det kan også være, at et bandemedlem opholder sig bevæbnet nær politimandens hjem.

Politibetjenten Åsa Wulff skrev i et debatindlæg i avisen i fjor efter attentatet på politistationen i Helsingborg, at hun har kolleger, der ser under deres biler efter sprængladninger, inden de kører.

Ombudsmand Emma Cronberg siger, at hvor det tidligere var politiet, der kollektivt blev truet, er det nu den enkelte betjent, som står for skud.

– Politiet kortlægges og hænges ud. De bliver individer. Banderne vil skabe angst i nogle af leddene, så kæden knækker, siger hun.

Et af de steder, hvor der har været angreb på politiet, er i det indvandrertunge kvarter Rosengård i Malmø. Politibiler er stukket i brand, og der er også blevet skudt.

Et andet problemområde er indvandrerområdet Rinkeby ved hovedstaden Stockholm. Her siger politichef Niclas Andersson, at hele situationen gør arbejdet meget svært for politiet.

Der er en tavshedskultur i områder, hvor der er kriminalitet. Få vil vidne i retten.

– Når man ser, at der er indbrud hos naboen, ringer man ikke til politiet. Når vi banker på døre, er der ingen, som siger noget. Folk er bange for selv at blive ramt. Desuden er der nogle steder også mistro til samfundet og til politiet, siger han ifølge Aftonbladet.

/ritzau/