Malmøs politi advarer kvinder mod at gå alene i mørke


Arkivfoto


Efter en grov gruppevoldtægt i Malmø natten til lørdag advarer svensk politi nu kvinder mod at færdes alene i mørke områder af byen om aftenen og om natten.

Voldtægten er den tredje i løbet af kort tid, og politiet udelukker ikke, at det er de samme gerningsmænd, der er på spil.

Senest var det en 17-årig pige, der blev overfaldet af tre mænd og voldtaget på en legeplads i bydelen Sofielund.

Mandag er gerningsmændene endnu ikke fundet.

Overgrebet kommer efter to andre grove voldtægter i november, der også blev begået af flere gerningsmænd.

Begge skete om natten udendørs ved legepladser. Dna-prøver skal nu afgøre, om det er de samme gerningsmænd.

De tre overfaldsvoldtægter får nu politiet til at opfordre kvinder til at være forsigtige, når de færdes i aften- og nattetimerne i Malmø-området.

– Gerningsmændene går efter kvinder, der færdes alene udendørs. Derfor bør man ikke gå rundt alene i mørke områder, men gå to og to eller i større grupper, siger efterforskningsleder Anders Nilsson fra politiet i Malmø til SVT Nyheder Skåne.

Han opfordrer kvinder til ekstra forsigtighed, indtil politiet er nået til bunds i sagen fra Sofielund.

Politiet fik anmeldelsen om voldtægten af den 17-årige klokken tre natten til lørdag.

Pigen er tilsyneladende blevet udsat for grov vold under overfaldet, men politiet har ikke oplyst detaljer om hendes skader.

/ritzau/