Flot indsats reddede 450 grise fra at indebrænde


Søndag eftermiddag klokken 13.45 blev Midtjysk brand og redning kaldt til gårdbrand på Tingvejen mellem Voel og Gjern, få kilometer nord for Silkeborg.

Der var kraftig røgudvikling fra en stald med 450 grise, og anmelderen kunne ikke konstatere, hvad det var, der udviklede røgen.

I et kapløb med tiden lykkedes det brandfolkene at lokalisere og slukke branden samt ventilere stalden, så de 450 grise overlevede – om end noget stressede.

Midtjysk brand og rednings stationer i Fårvang og Silkeborg sendte omgående to slukningstog og stigevogn til stedet, og ved brandfolkenes ankomst var det store staldkompleks totalt indhyllet i røg, hvilket gjorde det yderst vankeligt for brandfolkene at lokalisere, hvor røgudviklingen stammede fra.

Samtidig var det kun et spørgsmål om tid før de 450 grise i stalden blev røgforgiftede, så det hastede med at komme i gang med slukningsarbejdet.

Branden blev lokaliseret til et sted i nærheden af staldens fyr, og indsatsen blev koncentreret her.

Det lykkedes at slukke branden og iværksætte en så kraftig ventilation, at grisene sandsynligvis vil overleve uden røgskader – men stressede blev dyrene – en rigtig flot indsats af brandfolkene, der gjorde deres yderste for at redde de mange dyr.

Mistanken til brandens opståen retter sig i første omgang mod en eltavle, men politiets brandteknikere skal senere fastlægge den konkrete årsag til branden, hvorfor selve brandstedet afspærres indtil dette er sket. Strømmen blev afbrudt pga branden, og der bliver nu etableret både nødstrøm og nødvandforsyning til de mange grise, indtil brandårsagen er afklaret.