Kvinde fundet død: Røgdykkere trængte ind i brændende hus


Arkivfoto


Tidligt mandag morgen modtog politiet en anmeldelse om brand i en bolig.

Det skete i Elev ved Lystrup i Østjylland.

Ved ankomst til stedet traf politiet en beboer.

Hun var blevet vækket af brandalarmen og fortalte, at en 56-årig kvinde formentligt fortsat befandt sig i huset.

Huset var ved politiets ankomst til stedet fyldt med røg, men branden havde endnu ikke umiddelbart udviklet sig til større flammer.

De øvrige beboere havde forladt huset tidligere på morgenen.

Kort tid efter ankom brandvæsenet, der under en efterfølgende indtrængning i huset fandt en kvinde, som var afgået ved døden.

Østjyllands Politi efterforsker sagen nærmere for at få fastlagt en endelig brandårsag samt identitet på den afdøde.

Det er politiets umiddelbare formodning, at der er tale om en tragisk hændelse.

De pårørende til den formodede afdøde kvinde er underrettet, og politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen på nuværende tidspunkt.

I forbindelse med branden var en patrulje fra Østjyllands Politi også kortvarigt til stede på Elev Skole for at orientere om situationen og berolige eleverne, da branden fandt sted i et nærtliggende hus.