Arkivfoto
Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) kunne tirsdag præsentere en aftale om Kriminalforsorgen indgået med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.
Her er fem punkter, som aftaleparterne selv fremhæver fra aftalen:
* Styrket sikkerhed og tryghed for de ansatte.
Sikkerheden i fængsler og arrester skal styrkes for de ansatte. Det skal blandt andet ske ved at investere i ny sikkerhedsteknologi, som øger den fysiske sikkerhed i fængsler og arrester, så mulighederne for indsmugling af ulovlige genstande som mobiltelefoner, våben og narkotika svækkes.
Samtidig etableres to nye forstærkningshold af fængselsbetjente, som med kort varsel kan sættes ind, hvor der er behov for et ekstra løft af sikkerheden og trygheden.
* Styrket indsats mod bandemedlemmer.
Der skal sættes mere konsekvent ind over for bandemedlemmerne, der i de senere år er blevet en stigende udfordring for de ansatte, og som også skaber utryghed for de andre indsatte.
Den intensiverede indsats skal bestå i tilførsel af i alt cirka 40 fængselsbetjente, der fordeles på afdelinger i fængsler og arrester, som er særligt præget af udfordringer med bandemedlemmer.
Sikkerheds- og efterretningsarbejdet i kriminalforsorgen vil også blive styrket, så det sikres, at bandemedlemmer placeres og håndteres under de rigtige forhold.
* Styrket indsats over for kriminelle udlændinge
Der skal sættes hårdere ind over for udlændinge, der afsoner en dom for kriminalitet begået under deres ophold i Danmark. Med aftalen vil partierne etablere et udvisningsfængsel, som skal huse udvisningsdømte kriminelle.
Desuden skal arbejdet med at sikre overførsel af udvisningsdømte kriminelle til afsoning i hjemlandet intensiveres, og regeringen vil også fortsætte arbejdet med at etablere danske fængselspladser i udlandet, hvor udvisningsdømte skal afsone deres straf.
* Mere konsekvens og mindre tilbagefald
Der skal sættes mere konsekvent ind over for de indsatte, der ikke viser vilje til at komme ud af kriminalitet, og som ikke forstår at indrette sig efter reglerne. Med aftalen er partierne enige om at skærpe sanktionerne for misbrug af udgang, og der skal ses på, om de nuværende disciplinærsanktioner er effektive nok. Samtidig skal de indsatte, som kan og vil et liv uden kriminalitet, gives de bedste forudsætninger herfor.
* Modernisering og fremtidssikring af afsoningen
Mange bygninger i kriminalforsorgen er af ældre dato, og det kan være et problem for sikkerheden. Derfor vil partierne bag aftalen bygge et nyt områdearresthus ved København med over 200 pladser med en høj grad af sikkerhed og effektive muligheder for sektionering (opdeling af de indsatte, red.).
For at styrke sikkerheden for de kvindelige indsatte, så de undgår chikane eller overgreb fra de mandlige indsatte, vil partierne også etablere et kvindefængsel, ligesom man har det i Norge og Sverige.
Kilde: Justitsministeriet
/ritzau/