Politiet optrevler ung gadebande i København


Arkivfoto


Politiet mistænker en gruppe på 13 meget unge mennesker for at stå bag en række gaderøverier og voldelige overfald i Indre By i København.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Hovedparten, nemlig de 10, er 12-14 år og altså under den kriminelle lavalder og kan derfor ikke strafforfølges. Deres sager behandles nu af de sociale myndigheder.

De sidste tre er over 15 år. De er sigtet for gaderøveri og vold.

En 18-årig sidder allerede varetægtsfængslet i en anden sag og en 15-årig er blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, hvor en dommer varetægtsfængslede ham i to uger.

Yderligere en 15-årig er sigtet, men her han anklagemyndigheden vurderet, at der ikke var basis for at kræve varetægtsfængsling.

Medlemmerne af gadebanden kommer fra København, Hvidovre og Gentofte.

– Mange af dem kommer oprindelig fra samme område, og de har tilsyneladende gennem en længere periode mødtes og turet rundt i byen, siger politikommissær Bjarke Dalsgaard Madsen.

Politiet slog til mod gruppen onsdag, hvor de forskellige medlemmer blev opsøgt i deres hjem eller skoler for at blive afhørt i sagen.

/ritzau/