Far stikker sit treårige barn ihjel på legeplads i Finland


Arkivfoto


Et treårigt barn er mandag stukket ihjel af sin far på en legeplads i Porvoo (Borgå) øst for den finske hovedstad, Helsinki.

Det bliver mødt med fortvivlelse og sorg af byens knap 50.000 indbyggere.

Politiet oplyser, at faderen er 40 år og fransk statsborger.

Finske medier bruger formuleringen, at faderen havde taget barnet fra hjemmet uden at have fået lov.

Ifølge den finske tv-kanal MTV havde moren til barnet ansøgt om, at der blev nedlagt besøgsforbud mod faren.

– Moren indgav i august en ansøgning om et besøgsforbud. Den behandles i Östra Nylands byret, oplyser MTV, der tilføjer, at parrets ægteskab blev afsluttet i marts, og at faren ikke har nogen permanent adresse i Finland.

Faren havde kun været få minutter på legepladsen med barnet, før han af ukendte grunde begyndte at mishandle barnet.

Politiet hastede til stedet, og de måtte med magt nedkæmpe faderen.

Det er ikke oplyst, om den treårige var en pige eller dreng.

Barnet blev øjeblikkeligt fløjet med helikopter til hospitalet. Men barnets liv stod ikke til at redde.

Ifølge politiet var der en række øjenvidner til faderens voldsomme opførsel. Blandt andet blev det overværet af en række elever på en skole ved siden af.

– Det tragiske knivangreb på et lille barn her i Porvoo vækker både sorg, vrede og fortvivlelse, skriver den lokale biskop, Björn Vikström, på Facebook.

Han oplyser, at en af byens større kirker vil holde åbent mandag for folk, der ønsker at samles til bøn og tænde et lys for det døde barn.

Faderen er blevet sigtet for manddrab.

Politiet er i gang med at undersøge, hvad der var faderens motiv til at stikke sit eget barn ned. Han vil først blive afhørt tirsdag.

/ritzau/FNB