Politidirektøren for Københavns Vestegns Politi har torsdag besluttet at forlænge visitationszonerne i dele af Herlev, Ballerup, Rødovre og Gladsaxe kommuner fra torsdag den 9. november 2017 kl. 23 til torsdag den 23. november 2017 kl. 23.00.
Beslutningen medfører, at politiet i perioden kan foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd.
Baggrunden for beslutningen er, at der aktuelt pågår en konflikt i og omkring bandemiljøet.
Senest har politiet den 7. november 2017 beslaglagt skudsikre veste hos banderelaterede personer i Værebro og dagen efter beslaglagt en pistol i Hedeparken i Ballerup.
– Vi arbejder døgnet rundt for at gøre borgerne på Vestegnen trygge, og visitationszoner er et af vores vigtige værktøjer til at bekæmpe bandefolk og deres kriminalitet, siger politiinspektør Svend Foldager.
Efter etablering af visitationszoner sidst i september har politiet foretaget omkring 360 visitationer, ransaget cirka 80 køretøjer og oprettet 85 sager eller sigtelser vedr. overtrædelse af blandt andet våben- og narkolovgivningen.
Visitationszonen etableres efter lov om politiets virksomhed § 6.
Her gælder visitationszonen
Visitationszonen er afgrænset af Slotsherrensvej, Nordre Ringvej, Marielundsvej , Mileparken, Ballerup Boulevard, Ballerup Idrætsby til Sydbuen, Vestbuen, Ågerupvej inklusiv Grandtoften til Baltorpvej, Vestbuen, Ballerup Byvej, Ring 4 til kommunegrænsen (Gladsaxe/Lyngby-Taarbæk) – dog undtaget hvor Ring 4 løber i Furesø kommune ved Åvej og Ny Hjortespringsvej. Fra Ring 4 afgrænses zonen mod syd langs kommunegrænsen (Gladsaxe/Lyngby-Taarbæk/Gentofte/København) til Slotsherrensvej.