Narkohandler sendt i fængsel


Arkivfoto

HVIDOVRE: En 35-årig mand fra Hvidovre er netop idømt tre og et halvt års ubetinget fængsel for at ligge inde med 577 gram kokain og 6,9 kilo hash med henblik på videreoverdragelse.

Politiet fandt stofferne i et skur på mandens bopæl i Hvidovre ved ransagning i august efter et tip. Han har siddet varetægtsfængslet siden.

Udover narkodommen udløste Retten i Glostrup en reststraf fra tidligere domme, så den dømte samlet set nu skal seks år i fængsel.

Han ankede straffen på stedet, men Retten bestemte, at han fortsat skal være varetægtsfængslet.