Lejerbo står bag beboerkrav om bevogtning i Mjølnerparken


Torsdag blev en 22-årig mand skudt og dræbt i Mjølnerparken ved højlys dag


Lejerbo København står bag ønsket hos beboerforeningen i Mjølnerparken om politibevogtning i det almennyttige boligområde.

Et krav, som er fremsat af beboerforeningens formand, Søren Dalsgaard, efter torsdagens skuddrab på en 22-årig mand – den femte skudepisode i området siden sommer.

– Det bakker vi 100 procent op om. Vi forstår i den grad, hvor svært det er at være beboer i Mjølnerparken og den frustration og utryghed, der er, siger forretningsfører Steffen Boel Jørgensen, Lejerbo København.

– Jeg ved godt, det er meget utraditionelt, men man er nødt til at vise de 2000 borgere i Mjølnerparken, at de også er omfattet af civilisationens grundydelser, siger han.

Modsat andre skyderier, der er sket om aftenen og natten, foregik torsdagens skyderi om eftermiddagen. Det er en afgørende ny situation, lyder det fra forretningsføreren.

– Det, der gør det ekstra slemt, er, at nu sker det også ved højlys dag, og at man åbenlyst går efter at dræbe tilsyneladende tilfældige ofre. Det kan dårligt blive værre, siger Steffen Boel Jørgensen.

Han afviser, at boligforeningen selv kan løse problemet ved at postere egne vagter.

– Jeg tror ikke, at et privat vagtværn kan gøre noget ved de her typer. Vi taler jo ikke om ballade ved en halfest.

– Det andet er, at vi jo ikke skal overtage en myndigheds opgave på en selvtægtsagtig måde, som også vil påføre vores lejere ekstra udgifter, siger Steffen Boel Jørgensen.

Hos FSB, der er Københavns største almene boligorganisation, kalder direktør Bjarne Larsson situationen “stærkt bekymrende”.

Han tror dog ikke, at politibevogtning er fysisk muligt – eller ønskeligt – i de områder på Nørrebro og i Nordvest, hvor FSB har afdelinger.

– Mjølnerparken er et mere afgrænset område. Hvis man kigger på de områder, hvor vi har mange boliger, så ville det svare til, at man skulle lave en jernring om hele Indre Nørrebro.

– Så skulle man igennem politiafspærringer for at komme ind og ud af området. Det tror jeg ikke er muligt, det er heller ikke dansk. Jeg tror, at situationen skal løses på andre måder, siger han.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er også skeptisk i forhold til ønsket om politibevogtning.

– Det er vigtigt, at vi har et fleksibelt og mobilt politi, der kan rykke ud mange steder. Hvis vi binder en masse betjente til et sted, tror jeg, at det kan blive svært. Men jeg vil lade Københavns Politi vurdere, hvad der er bedst, siger han til dr.dk.

/ritzau/