Politiet vil forlænge adgang forbudt i bandelokaler


Arkivfoto


Københavns Politi vil fredag forlænge et forbud mod at opholde sig i lokaler i Tingbjerg, som sættes i forbindelse med banden Loyal To Familia (LTF).

Forbuddet blev indført for to uger siden og står til at udløbe fredag klokken 14.

Formelt set er forbuddet fredag formiddag ikke blevet forlænget, men Københavns Politi oplyser til Ritzau, at man agter at forlænge forbuddet.

Det er den såkaldte rockerlov fra 1996, som gør det muligt for ordensmagten at “forbyde enhver person adgang til en bestemt ejendom”, som det hedder i lovteksten.

Forbuddet blev indført 27. oktober. Det var samme dag, som Østre Landsret valgte at løslade LTF-leder Shuaib Khan fra varetægtsfængsel.

Khan har siddet fængslet i en sag, hvor han i byretten er idømt tre måneders fængsel for trusler mod en politimand. Dommen er anket til landsretten.

LTF spiller ifølge politiet en hovedrolle i bandekonflikten. Gruppen ligger i noget, der minder om en regulær krig, med flere bander. Og siden opholdsforbuddet blev indført, er konflikten optrappet voldsomt.

Siden 31. oktober er tre personer blevet dræbt i skyderier, som politiet sætter i forbindelse med bandekrigen. Derudover er flere blevet såret.

/ritzau/