Modelfoto.
Borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft (V), opfordrer ifølge Århus Stiftstidende byrådsmedlem og udvalgsformand Per Zeidler til at trække sig.
Det sker, efter beskyldninger om at han har deltaget i arrangementer, hvor deltagere kan købe sig til gruppesex.
– Jeg er utrolig skuffet over, at Per Zeidler vælger at være fraværende fra byrådet for at deltage i den slags aktiviteter, skriver borgmesteren ifølge avisen i en pressemeddelelse.
– Det er for tidligt at sige, om der er tale om kriminelle handlinger. Det må politiet afgøre. Det er dog min opfattelse, at hans handlinger er uværdige for et byrådsmedlem og en udvalgsformand.
– Jeg vil derfor opfordre Per Zeidler til at anmode om lov til at trække sig fra byrådet og som udvalgsformand, skriver Claus Wistoft.
Ifølge avisen har borgerliste-politikeren mindst to gange på 14 dage bragt unge kvinder til og fra arrangementerne med gruppesex.
Arrangementerne skal være foregået i et forsamlingshus cirka ti kilometer sydvest for Vejle.
Avisens journalister skriver, at Per Zeidler ikke mødte op til et byrådsmøde 25. oktober, fordi han deltog i et lignende arrangement.
Hvis Per Zeidler er arrangør af arrangementerne og har et økonomisk mellemværende med betalende kunder og de kvinder, der deltager, risikerer han ifølge avisen en sag om rufferi. Det kan give op til fire års fængsel.
Østjyllands Politi efterforsker ifølge avisen sagen.
Over for Århus Stiftstidende afviser Per Zeidler, at han er arrangør eller kunde.
– Jamen, jeg er på besøg, lige så vel som mange andre er på besøg, siger han, da avisens udsendte reporter konfronterer ham med beskyldningerne.
Det har ikke været muligt for Ritzau at træffe Per Zeidler for en kommentar.
Lokalpolitikeren stiller op ved kommunalvalget 21. november for listen Den Socialliberale Borgerliste.
Indtil 1. oktober var han spidskandidat for Liberal Alliance i kommunen, men forlod uden varsel partiet efter aftale med partiets landsledelse.
/ritzau/