Arkivfoto
En russisk våbenhandler har systematisk overført millioner til en konto i Danske Bank, der gennem et skuffeselskab var kontrolleret af styret i Aserbajdsjan.
Det skriver Berlingske Business.
Over 60 millioner-overførsler skete i en periode, hvor Aserbajdsjan købte militært isenkram for milliarder af den statsejede russiske våbeneksportør Rosoboronexport.
Officielt handlede det britiske skuffeselskab, der modtog pengene, med jernmalm og marmor i Tyrkiet og havde ingen kunder i Rusland.
Derfor mener Jacob Dedenroth, der er ekspert i hvidvaskregler, at overførslerne ligner ulovlig returkommission, hvor den russiske våbenhandler har betalt styret i Aserbajdsjan for at købe våben hos dem.
– Når en sælger under de omstændigheder sender penge tilbage til køber, som det i realiteten er sket her, er det nærliggende at tro, at der er tale om returkommission.
– Det er naturligvis strafbart, siger Jacob Dedenroth til Berlingske Business.
Danske Bank har ikke ønsket at kommentere de konkrete kunder og transaktioner. Banken har erkendt, at den ikke havde styr på hvidvask-overvågningen i landets estiske filial i den periode, hvor overførslerne foregik.
/ritzau/