Lottoglad tricktyv anholdt i Viby


Arkivfoto


VIBY: En 43-årig mand bliver onsdag fremstillet i Retten i Randers kl. 10.15, sigtet for tricktyveri mod en ældre kvinde og for efterfølgende at have brugt dankortet til at købe gavekort med.

Den 43-årige mand blev anholdt i går kl. 10.57 i Viby Centret, da han forsøgte at spille Lotto for 2000 kroner med gavekort, som han havde købt med et stjålet dankort. Dankortet havde han franarret en kvinde på Storegade i Holsted tæt på Esbjerg. Han havde afluret kvindens pinkode, da hun var inde at handle og ude på p-pladsen, afledte den ene mand kvinden, mens den anden stjal hendes dankort, der lå i bilen.

Senere brugte den 43-årige det stjålne dankort til at købe gavekort i Netto i Viborg og i Randers. Det var de gavekort, som han forsøgte at betale Lotto-kuponer med. Men ekspedienten fattede mistanke til manden og tilkaldte en vagt. Manden forsøgte at flygte, men vagten fik fat i ham og tilbageholdt ham, til politiet nåede frem.