Russiske medier spreder falske nyheder om dyresex i Danmark


Arkivfoto


Danmark er på vej til at tillade bordeller, hvor man lovligt kan dyrke sex med dyr.

Sådan lyder en falsk historie i en række russiske nyhedsmedier, der i de seneste uger har spredt sig til Hviderusland og Georgien. Det skriver Altinget og Politiken.

Det er EU’s særlige enhed for modarbejdning af propaganda og fake news, East Stratcom, der har opdaget den falske historie.

Her advarer man ifølge Altinget om, at bordelnyheden er den seneste i en række af misinformerende eller direkte falske historier, der har til formål at berette om “et moralsk forfald” i Europa.

Historien om de danske dyrebordeller tog form i begyndelsen af august.

Her skrev et mindre russisk medie, Kolokol Rossii, at danske myndigheder havde givet tilladelse til åbning af et dyrebordel i København.

Som illustration brugte mediet billedet af en hund klædt ud som en kvindelig prostitueret.

Samtidig citeres tidligere fødevareminister Dan Jørgensen (S) for at “sex med dyr er en borgerret beskyttet af den danske forfatning”.

Historien har senere spredt sig til en række andre russiske medier. Den har dog ifølge East Stratcom ikke været omtalt i de store landsdækkende russiske nyhedsmedier.

I realiteten har dyresex siden 2015 været forbudt i Danmark. Her forbød SR-regeringen og daværende minister Dan Jørgensen samleje mellem mennesker og dyr.

Ifølge regeringen er fupartiklen et eksempel på intensiveret misinformation om Danmark.

Den har derfor besluttet at oprette en tværministeriel enhed, som skal bekæmpe falske nyheder og såkaldte påvirkningskampagner fra Rusland. Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til Politiken.

– Vores vestlige demokratiske processer og medier er blevet mere skrøbelige over for “fake news”, misinformationskampagner og andre ufine metoder.

– Det har vi blandt andet set med Ruslands forsøg på at påvirke valg i USA og Frankrig. Vi er nødt til at tage det alvorligt, for det er heller ikke noget, Danmark er immun overfor, skriver Anders Samuelsen i en mail til Politiken.

Samuelsen uddyber, at indsatsen handler om at blive bedre rustet til at “modgå forsøg på indblanding i vort demokrati”.

– En vigtig del af det vil være at skabe øget opmærksomhed i befolkningen om udfordringen.

Tiltaget udspringer af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fra juni og blev endeligt godkendt af regeringens koordinationsudvalg tidligere på ugen.
/ritzau/