Arkivfoto
En lille valbyfamilie gennemlevede sit muligvis værste mareridt, da en 18-årig mand i timevis holdt dem som gidsler. Men gerningsmanden slipper med en forholdsvis mild straf.
Retten på Frederiksberg har fredag slået fast, at der ikke var tale om et egentligt hjemmerøveri, da Rida Hafidi brød ind i familiens hjem på Valby Langgade i København og i timevis forsøgte at få værdier ud af familien.
Hafidi vidste nemlig ikke, at familien var hjemme, og derfor har der alene været tale om et indbrud, der løb af sporet og endte i røveri.
Straffen lyder på to et halvt års fængsel. Havde retten vurderet, at der var tale om et egentligt hjemmerøveri, så havde straffen været på minimum fem års fængsel.
Rida Hafidi er marokkaner, og er i forbindelse med dommen blevet udvist af Danmark for bestandig. Han valgte at acceptere rettens dom.
Familiefaren blev under røveriet bundet fast til en stol med gaffatape og ledninger, mens børnene blev spærret inde på den ældste drengs værelse på første sal.
Rida hafidi blokerede døren ind til drengens værelse ved at vælte en reol.
Ved brug af en 20 centimeter lang køkkenkniv og trusler om at stikke familiefarens øjne ud og skære parrets halse over kom røveren afsted med blandt andet elektronik og smykker til en værdi af 15.000 kroner.
Efterfølgende blev moren tvunget til at gå med røveren ud på gaden for at hæve yderligere 4000 kroner.
Ifølge anklager Anders Larsson er der tale om meget grov kriminalitet. Han havde derfor håbet på en dom for hjemmerøveri.
– Vi må tage rettens bevisvurdering til efterretning, og at der derfor ikke kunne dømmes for hjemmerøveri, men i stedet blot for røveri, siger anklageren efter domsafsigelsen.
I retten kom det frem, at røveren blev overrasket af kvinden, som på grund af søvnbesvær havde lagt sig i hjemmets stue. Han var hverken maskeret eller bevæbnet forinden indbruddet.
Derfor improviserede den unge marokkaner ifølge hans forsvarer, advokat Michael Sahl Nielsen, og greb fat i familiens køkkenkniv under indbruddet, der nu havde udviklet sig til et røveri.
Retten bestemte, at faren skulle have 15.000 kroner i erstatning. Moren får 12.000 kroner, mens den ældste af drengene får 5000.
Anklagemyndigheden har nu 14 dage til at overveje, om sagen skal ankes til Østre Landsret.
/ritzau/