Arkivfoto
STENSVED: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog natten til torsdag kl. 04.05 alarmopkald om en 69-årig kvinde som havde været udsat for røveri på sin bopæl på Møllevej i Stensved.
To gerningsmænd brød ind hos den 69-årige kvinde, formentlig mellem klokken 03.00 og 03.30, her blev kvinden overfaldet og fastholdt, medens røverne gennemsøgte huset for værdier. Den forurettede kvinde er ikke påført skader.
Gerningsmændene forsvandt fra stedet i ukendt retning efter at have tilegnet sig et mindre pengebeløb og en ring. Der er ikke gjort iagttagelser vedrørende flugtrute eller eventuelle køretøjer.
Gerningsmændene signaliseres begge som: Yngre mænd, ca. 20-25 år, mellemøstligt udseende, begge spinkle af bygning og ca. 175-185 cm høje. De var begge iført mørke hættetrøjer og cowboybukser og talte dansk med udenlandsk accent.
Politiet efterlyser vidner, der natten til torsdag – særligt mellem kl. 03.00 og kl. 04.00 – har bemærket mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring Vordingborgvej og Møllevej i Stensved.
Vidner bedes kontakte politiet på telefon 1-1-4.

















