Arkivfoto
Sommerens bandekonflikt puster til et politisk flertals ambitioner om at udvise flere kriminelle udlændinge fra Danmark. Det skriver Jyllands-Posten.
Regeringen har bedt en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der skal komme med bud på nye stramninger, om at sætte farten op. Målet er, at Folketinget kan begynde at behandle eventuelle ændringer inden årets udgang.
Regeringen bakkes op af både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Socialdemokratiet vil afskaffe de såkaldt betingede udvisninger. Det er det, en dømt udlænding får, hvis domstolen vurderer, at en udvisning vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Sådanne “gule kort” kan en person få flere af, uden at det nødvendigvis fører til udvisning. Derfor er de nærmest nytteløse, mener retsordfører Trine Bramsen (S).
– Vi har svært ved at se, hvorfor mennesker, der eksempelvis er dybt involveret i bandekonflikter, skal kunne få flere gule kort, så de fortsat kan være i Danmark, siger hun.
Dansk Folkeparti er enig i kritikken. Partiet vil dog ikke afskaffe de betingede udvisninger, før nye konkrete stramninger sættes i stedet.
Og her mangler Socialdemokratiet svar, mener udlændingeordfører Martin Henriksen. Han kalder S-forslaget “et symbolsk slag i luften”.
Trine Bramsen mener, man er på “juridisk kompliceret grund, hvor blandt andet de europæiske menneskerettigheder skal passes ind”.
De konkrete stramninger, der skal erstatte de betingede udvisninger, kræver rådgivning fra Justitsministeriet, siger hun.
Direktør i Institut for Menneskerettigheder Jonas Christoffersen vurderer, at det er muligt for danske politikere at stramme udvisningsreglerne. Også inden for konventionerne, som de tolkes i dag.
– Så længe de grundlæggende rettigheder respekteres, tror jeg, at både danske og internationale domstole vil være med til at rykke hegnspælene, hvis man går sagligt og rimeligt til værks, siger han til Jyllands-Posten.
Venstres udlændingeordfører, Marcus Knuth, siger, at partiet vil gøre alt, hvad det kan, for at stramme op, så flere kan blive udvist.
/ritzau/