To unge mænd idømt fængsel for maskinpistol og afpresning


Arkivfoto


To mænd på 24 og 26 år er tirsdag blevet idømt fængselsstraffe ved Retten i Aarhus.

Den hårdeste straf på to års fængsel fik 24-årige, som blandt andet blev dømt for at have besiddet en maskinpistol og for afpresning.

Den 26-årige mand blev idømt otte måneders fængsel. Det oplyser anklager i sagen Mette Fladkjær.

Han blev frifundet for besiddelse af maskinpistolen, men blev dømt for afpresning og trusler.

De to mænd havde sammen blandt andet afpresset en tredje person til at udlevere penge. Mændene havde opsøgt den tredje i personens lejlighed i Viby.

Her havde den 24-årige truet:

– Har du læst avisen og set episoden, hvor en person havde fået skåret sine fingre over?

– Hvis vi finder X, så vil han få klippet fingrene og senerne over, så han ikke kan gå.

Det skete i februar i år. Det var også i februar, at den 24-årige havde været i besiddelse af maskinpistolen samt tilhørende ammunition.

Den 24-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om han vil anke sin dom. Den 26-årige mand valgte derimod at modtage sin dom.

Ud over de otte måneders fængsel blev han også idømt en betinget udvisning af Danmark.

Den betingede udvisning vil kunne udløses og gøres ubetinget, hvis den 26-årige senere bliver straffet for kriminalitet.

/ritzau/