Socialdemokratiet vil lade hooligans betale for ballade


Fodboldfans voldelige overfald på sikkerhedsfolk og politibetjente bør koste mere end en plet på straffeattesten.

Ifølge Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, bør de voldelige fans blive stillet økonomisk til ansvar for balladen.

– Det er ustyrligt mange politiressourcer, der bliver brugt på det her. Så jeg vil gerne se på, om man kan gøre noget for, at de mennesker, der forvolder skaden, også økonomisk kommer til at bære et ansvar, siger hun.

Hun vil nu bede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) se på muligheden for at lade bøllerne betale for politiets indsats.

Udmeldingen kommer efter en superligakamp mellem Brøndby og FCK. Her gik FCK-fans amok, da Brøndby hen imod slutningen af kampen scorede kampens første mål.

Kampen blev afbrudt, og mindst 50 kampklædte betjente gik ind på banen. Med cirka 18 minutters forsinkelse blev de sidste par minutter af kampen afviklet.

Ifølge retsordføreren kræver det en særdeles god politisk balance at lovgive mod den slags stadionvold.

– Alle de almindelige fodboldglade mennesker, der bare kommer for at se en kamp uden at deltage i de her optøjer, skal jo ikke rammes af det her. Det er det, der er svært.

– Men jeg synes, vi skal gøre forsøget, fordi udsigten til at betale forhåbentligt kunne få nogen til at afholde sig fra at have de her konfrontationer med politiet, siger Trine Bramsen.

Ligesom blandt andre justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mener Trine Bramsen, at balladen bør udløse livsvarig karantæne fra fodboldstadion.

– Hvis klubberne ikke selv kan finde ud af det, så må vi bruge lovgivning til at sikre, at de ikke kan komme til den her type begivenheder igen efterfølgende, siger hun.

Hun mener også, at fodboldklubberne selv bærer et stort ansvar.

– Klubberne må spørge sig selv, om de kan gøre mere for at sikre, at der er en anden stemning under de her kampe, hvor følelserne sidder uden på tøjet, og hvor der er en historisk konflikt indbygget, siger hun.

/ritzau/