Politibetjent brændt levende: Vrede demonstranter satte ild til hans bil


Arkivfoto


En peruansk betjent har mistet livet, efter at vrede demonstranter i byen Juliaca satte ild til hans bil og brændte ham ihjel.

Det oplyser politikommissær Raul Alfaro.

Politikommissæren fortæller, at en rasende hob af demonstranter “overfaldt” betjentens bil, hvorefter de tæskede ham og tog hans våben.

– De brændte ham levende, siger Alfaro.

Politiet har iværksat en efterforskning for at finde de skyldige, tilføjer han. En embedsmand fra landets indenrigsministerium har tidligere fortalt, at retsmedicinere er ved at undersøge betjentens lig.

Den politiske uro i Peru udviklede sig for alvor i december, efter at daværende præsident Pedro Castillo forsøgte at opløse landets parlament for at undgå en rigsretssag. Det lykkedes ham dog ikke, og han blev i stedet anholdt af politiet.

Siden har mindst 40 mennesker mistet livet, heriblandt mange demonstranter.

Mindre end en uge efter hans anholdelse blev Castillo idømt 18 måneders varetægtsfængsling, mens anklager mod ham efterforskes.

Den 53-årige Castillo anklages blandt andet for oprør og sammensværgelse.

Da han blev afsat, tog hans vicepræsident, Dina Boluarte, over i stedet, men også hendes lederskab bliver nu sat under luppen af de peruanske myndigheder.

Perus rigsadvokat oplyser natten til onsdag dansk tid, at der er iværksat en efterforskning af den nye præsident og landets premierminister, Alberto Otarola.

Det drejer sig ifølge rigsadvokaten om sigtelser for folkedrab, drab og “alvorlige skader”.

Også landets indenrigsminister og forsvarsminister efterforskes.

/ritzau/Reuters