Arkivfoto
Nordsjællands Politi mistænker en mand fra Kokkedal for at have afpresset omkring 75 personer mellem 27. juli og 3. august.
Den sigtede er fredag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør, hvor en dommer har valgt at varetægtsfængsle ham frem til 1. september.
Ifølge sigtelsen ringede manden sine ofre op og truede med, at personer fra bandemiljøet ville komme efter dem, hvis de ikke udleverede forskellige pengebeløb.
Der er tale om beløb på mellem 3000 og 8000 kroner.
Ifølge anklageren i sagen, Ken Jørgensen, er det endnu uvist, om nogen har betalt den sigtede de penge, han bad om.
– Det er vi i gang med at efterforske nu, siger anklageren.
Politiet har mistanke om, at flere personer har været involveret i afpresningen.
Dørene til grundlovsforhøret blev lukket. Det betyder, at offentligheden ikke får kendskab til den sigtedes egen forklaring.
Anklageren kan dog oplyse, at han erkender de faktiske forhold i sagen.
/ritzau/