Arkivfoto
Københavns Vestegns Politi undersøger en kuriøs sag, hvor fire biler natten til tirsdag er blevet væltet.
Det drejer sig om fire episoder i Søborg, der ligger nordvest for København.
Den første anmeldelse kom klokken 2.16, da Peugeot 106 på Kiplings Allé blev set væltet.
Knap et kvarter senere var det så en Kia Picanto på Maglegårs Allé, og klokken 3.36 lå en Toyota Aygo forkert på Valdemars Allé.
Det fjerde tilfælde skete på Marienborg Allé, hvor en VW Polo var blevet væltet omkuld.
I forbindelse med anmeldelsen klokken 2.16 har et vidne set fire til fem mænd køre væk fra stedet i en lille sort bil i retning mod Søborg Hovedgade.
– Vi har sikret spor i forbindelse med sagerne og er meget interesseret i at høre fra vidner, der har set noget i forbindelse med disse fire tilfælde af groft og systematisk hærværk, siger vicepolitiinspektør Brian Toftemann i en pressemeddelelse.
Det er ikke første gang, at det er sket. TV2 Lorry har tidligere beskrevet, hvordan fire biler i weekenden blev væltet om på siden og fik massive skader.
/ritzau/