Mand havde skarpladt pistol i soveværelset


Arkivfoto


KARISE: Efter en anmeldelse om husspektakler rykkede politiet onsdag eftermiddag ud til en adresse i Karise-området – det endte pænt skidt for en 53-årig beboer.

En mand havde haft noget tumult med en ung mand, men der var ro på stedet, da politiet ankom.

Politibetjentene foretog en ransagning af ejendommen, og fandt en skarpladt pistol i soveværelset og et luftgevær og en signalrevolver med ammunition i køkkenet.

Beboeren, en 53-årig mand, blev anholdt klokken 16.56 og sigtet for overtrædelse af våbenloven og straffeloven, og han blev taget med til politistationen i Næstved.

Den 53-årige fremstilles torsdag i grundlovsforhør i retten med krav om varetægtsfængsling.