Hovsa: Familie begravede forkert mand -11 dage senere ringede den ‘døde’ søn


11 dage efter at have begravet sin søn, fik Frank J. Kerrigan et opkald fra en ven.

– Din søn er i live, sagde han.

Kammeraten afleverede derefter telefonen til sønnen, der kunne bekræfte den overraskende melding:

– Hej far, lød det fra den sprællevende Frank M. Kerrigan i den anden ende.

Den usædvanlige situation skyldtes, at en ligsynsmand i Orange County i Californien havde begået alvorlige fejl ved identificeringen af et lig.

Det skriver flere amerikanske medier, heriblandt Time.

6. maj blev et lig fundet bag en butik i byen Fountain Valley.

Den 82-årige Frank J. Kerrigan ringede selv til ligsynsmanden og fik at vide, at det var liget af hans 57-årige søn.

Sønnen havde igennem en længere periode levet på gaden og var mentalt syg.

Frank J. Kerrigan spurgte ligsynsmanden, om han skulle bekræfte identiteten på liget. Det afviste ligsynsmanden, da den allerede var blevet fastslået ud fra et fingeraftryk.

– Når nogen fortæller mig, at min søn er død, og når de har fingeraftryk, så tror jeg på dem. Hvis der ikke havde været fingeraftryk, så havde jeg været der med det samme, siger Frank J. Kerrigan.

En søster til sønnen arrangerede blomster og billeder på det sted, hvor liget blev fundet.

– Det var en svær situation for mig at være på det sted. Der var blod og beskidte tæpper, siger hun.

20. maj afholdt familien en begravelse, der havde kostet 20.000 dollar, med omkring 50 gæster fra nær og fjern.

– Vi troede, at vi begravede vores bror. En eller anden har fået en smuk afsked, siger Frank M. Kerrigans søster, Carole Meikle.

Den 23. maj modtog Frank J. Kerrigan så opkaldet fra sin ven Bill Shinker, der var blevet opsøgt af sønnen, som nu stod på hans veranda.

Det er stadig uvist, hvordan ligsynsmanden tog fejl af sønnens identitet.

Fejlen betød, at sønnen mistede sin invalidepension. Familien arbejder stadig på at få genoprettet udbetalingerne.

Imens er Frank M. Kerrigan vendt tilbage til livet på gaden. Ifølge søsteren forstår han stadig ikke, hvor hårdt fejltagelsen gik ud over familien.

– Vi gennemlevede vores største frygt. Han døde på et fortov. Vi begravede ham. De følelser forsvinder ikke, siger Carole Meikle.

/ritzau/