Syd- og Sønderjylland: 495 trafiksager i Pinsen


Arkivfoto


De mange sager er dog alene fra Syd- og Sønderjyllands Politikreds, hvor man havde god brug for bødeblokken ved en trafikindsats på motorveje og landeveje i pinsen.

Mange trafikanter var på vejene – ikke mindst på grund af det store Danmarks Hurtigste Bil-arrangement, der fandt sted i Padborg Park.

Politiet var til stede med både videooperatører, patruljer samt med Automatisk Trafikkontrol (ATK), hvoraf en del af indsatsen fokuserede på trafikken til og fra arrangementet.

495 sager
I alt registrerede politiet 495 sager, hvoraf de 214 var i ATK-regi. Sagerne omfatter en række overtrædelser af dels færdselsloven, dels andre love:

To tilfælde af spirituskørsel
Fem tilfælde af narkokørsel
40 bilister får deres køretøj indkaldt til syn
Fire bilister fik på stedet frakendt deres ret til at køre bil
38 bilister fik betinget frakendt retten til at køre bil
67 bilister fik et klip i kørekortet
Der var mange sager om overskridelse af hastighedsreglerne
13 sager om brug af mobiltelefon under kørslen
To sager om kørsel i frakendelsesperioden
Fem sager om kørsel uden førerret
Ni sager om ulovlig overhaling
17 sager om for kort afstand til forankørende
En sag om tyveri fra bil
En bilist fik konfiskeret ulovlig kniv
En spøgelsesmotorcyklist på motorvejen
To overtrædelser af loven om euforiserende stoffer

206 kilometer i timen
En bilist mistede med omgående virkning retten til at køre bil efter at have kørt 206 kilometer i timen på Sønderborg-motorvejen. Og en motorcyklist mistede tilsvarende kørekortet, efter at han havde kørt på en landevej ved Gabøl med 175 kilometer i timen.

Eftersættelse
I tilgift var det ikke alle trafikanter, der var lige indstillede på at standse og sludre med politiet, selvom ordensmagten havde vist interesse for køretøjerne.

En ung motorcyklist forsøgte således at stikke af fra politiet omkring Bevtoft, hvor hastigheden på landevejen nåede op på 140 – 150 kilometer i timen.

I sin iver for at komme væk så den unge mand stort på reglerne om ubetinget vigepligt, da han kørte tværs over Diagonalvejen. Og efter en tur på en lang grus- og markvej sluttede eftersættelsen på en græsmark, hvor motorcyklisten opgav.

Han havde ikke erhvervet kørekort og var desuden påvirket af cannabis, endvidere havde han 34 gram hash på sig.