Rigspolitiet: Vedvarende pres på banderne virker


Arkivfoto


DANMARK: Der var et højt konfliktniveau i rocker- og bandemiljøet sidste år. Politiet måtte derfor tage en bred vifte af værktøjer i anvendelse i kampen mod kriminelle rockere og bandemedlemmer.

Både eksisterende konflikter, etableringen af nye grupperinger samt ekspansion hos eksisterende grupperinger resulterede i magtkampe og adskillige voldelige hændelser. Det viser Rigspolitiets rocker- og banderapport for 2016, der nu offentliggøres.

Politiet registrerede sidste år 54 skudepisoder i det offentlige rum, der vurderes at have relation til rocker- og bandekonflikterne. Det svarer til en stigning på cirka 218 procent i forhold til 2015. I samme periode blev der registreret 29 sager, der vurderes at have relation til rocker- og bandemiljøet, hvor personer blev dræbt eller såret som følge af skud, knivstik mv. 3 personer blev dræbt, mens 36 personer blev såret i årets løb.

”Det viser tydeligt, at vi fortsat skal lægge et meget tungt pres på rocker- og bandemedlemmerne.Vi skal ikke acceptere, at stridighederne i de her miljøer fører til skyderier eller knivstikkerier i det offentlige rum. Derfor skal vi også bruge de værktøjer, som blandt andet den nye bandepakke har givet os, så vores indsats bliver så bred og massiv som muligt. Heldigvis har vi allerede i de første fem måneder af 2017 set, at der tilsyneladende er sket en opbremsning af volden” siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Politiets indsats mod rocker- og bandemiljøet er en helhedsorienteret indsats, der både har fokus på de forebyggende og bekæmpende tiltag. Rigspolitiet vurderer i den forbindelse, at de samlede tiltag, herunder den patruljemæssige tilstedeværelse i konfliktområderne, har en dæmpende virkning på konflikten.

Primo 2017 var 212 personer enten i gang med eller havde i de foregående år gennemført et exitforløb under den nationale rammemodel. Tallet viser, at der stadig er en stor interesse for Det Nationale Exitprogram blandt rockere og bandemedlemmer.

Der blev i 2016 etableret 19 visitationszoner, hvori der er foretaget 982 visitationer, og rockerloven har i samme periode været anvendt som grundlag for midlertidigt at lukke i alt otte klubhuse.

Endelig er det også Rigspolitiets vurdering, at de skærpede regler for prøveløsladelse og udgang for indsatte med rocker- og banderelationer har haft en dæmpende virkning på konfliktniveauet.

Nye løsninger i kampen mod bandekriminalitet
Rigspolitiet har lanceret en ny samlet operativ strategi for politiets indsats mod rocker- og banderelateret kriminalitet. Den operative strategi skal gælde i årene frem mod 2020 og skal sætte retning for den fælles politimæssige indsats på rocker- og bandeområdet, bl.a. gennem kriminalitetsanalyser der fastlægger en overordnet strategisk målsætning for dette indsatsområde.

Rigspolitiet har også indgået kontrakt med en leverandør af en ny systemteknisk analyseplatform, POL-INTEL, til sammenstilling, visualisering og analyse af data, der skal sikre en moderne it-understøttelse af det analysebaserede politiarbejde i forbindelse med bl.a. rocker- og bandekriminalitet.

Samtidigt blev der den 1. januar 2017 oprettet henholdsvis Særlig Efterforskning Øst (SEØ) og Særlig Efterforskning Vest (SEV) som de to nye efterforskningsfællesskaber mod den organiserede, kredsoverskridende kriminalitet.