Arkivfoto
Sydøstjyllands Politi leder efter en mand og en kvinde, som ifølge politiet beskrives som “udenlandske sigøjnere”.
De er eftersøgt i forbindelse med et groft røveri mod en ældre dame fra Give ved Vejle.
Det fortæller vagtchef Mikkel Ross natten til fredag.
Politiet modtog anmeldelsen om røveriet på Agerbølvej i Give torsdag klokken 16.32.
– Der er tale om en 89-årig kvinde, som står i sin forhave, da hun bliver kontaktet af to udenlandske sigøjnere eller romaer, som spørger om vej til hospitalet.
– De viser hende en guldkæde, som de vil sælge til hende, men hun er ikke interesseret, siger vagtchefen.
Herefter tager manden pludselig fat i den ældre dame og holder fast om hende, mens kvinden hiver hendes halskæde af.
Den ældre dame bliver skubbet omkuld, hvorefter parret flygter fra stedet i en ældre, flødefarvet personbil. Muligvis en Mercedes.
Manden og kvinden talte engelsk til den 89-årige og beskrives som værende mellem 25 og 40 år og af østeuropæisk udseende. Kvinden var iført en blå og blomstret kjole.
– Senere finder vi en ring og en kæde af falsk guld, altså poleret messing, i nærheden. Det kunne tyde på, at de her folk kører rundt og forsøger at sælge de her falske smykker, siger vagtchefen.
– Derfor hører vi selvfølgelig gerne fra vidner, som måtte have set eller bemærket noget, tilføjer han.
Den 89-årige dame er ikke kommet fysisk til skade, men er selvfølgelig chokeret, oplyser politiet.
– Vi synes jo, at det er helt utilstedeligt, at man gør sådan noget mod en gammel dame, siger vagtchefen.
/ritzau/