Bilist på kokain i biljagt


Arkivfoto.


AALBORG: Natten til fredag 5. maj kørte en patrulje ad Nørre Tranders Vej, og bemærkede her en bil i høj fart – og det udløste en voldsom eftersættelse.

I modsatte vejbane kom en BMW kørende, som patruljen ønskede at foretage en rutinekontrol af. Da patruljebilen blev vendt, valgte BMW’en at gasse kraftigt op og køre væk fra politibilen.

Patruljen satte efter.

Bilisten prøvede at ryste patruljebilen af sig ved at køre over for rødt flere gange og ved at foretage flere ulovlige venstresving. Patruljevognen var dog altid lige i hælene på bilen.

Patruljen fik stoppet bilisten på Universitetsboulevarden, hvor der blev ringet efter assistance.

Den 27-årige fører af bilen blev sigtet for flere færdselsovertrædelser og for ikke at følge politiets ordre.

En efterfølgende blodprøve foretaget på politistationen kunne konstatere, at manden havde kørt bilen imens han var påvirket af kokain.