To betjente tiltalt for at modtage bestikkelse af Karsten Ree


Arkivfoto.


To betjente fra Nordsjællands Politi er blevet tiltalt af Statsadvokaten i København for at have modtaget bestikkelse.

– Det er en usædvanlig sag, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich og tilføjer, at der er få sager om bestikkelse hos politiet.

Det har tidligere været fremme i medierne, at det er fra erhvervsmanden Karsten Ree, at de to betjente skal have modtaget bestikkelse fra.

Betjentene havde efterforsket erhvervsmanden i en straffesag, hvor han ifølge Radio 24syv var mistænkt for menneskehandel. Sigtelserne mod ham blev dog frafaldet.

De to betjente på 63 og 56 år er tiltalt for at have taget imod et gratis ophold på et ressort i Kenya og på et luksushotel på Zanzibar, hævdes det i anklageskriftet.

Opholdet i Kenya havde en værdi på cirka 22.500 kroner og opholdet i Zanzibar godt 4000 kroner.

Gyrithe Ulrich oplyser, at betjentene tog imod gaverne, efter at sagen mod Karsten Ree var afsluttet.

– Det her foregår, efter at den straffesag, som de har behandlet, er endeligt afsluttet. Så det er altså en efterfølgende gave.

– For en gavegiver er det ikke strafbart efterfølgende at give en gave. Men for modtageren, polititjenestemanden, er det ulovligt at modtage gaver både under behandlingen af en sag og efterfølgende, forklarer hun.

Bestikkelsen er ifølge anklageskriftet sket i perioden fra marts 2015 til 29. november 2015.

Betjentene er tiltalt efter straffelovens paragraf 144, der omhandler offentligt ansatte, der uberettiget modtager gaver eller andre fordele i forbindelse med deres tjeneste.

Karsten Ree kalder det torsdag over for Ekstra Bladet for en sag i “småtingsafdelingen”.

– Hvis man skal bestikke nogen, skal man jo have et forsæt med det. Det havde jeg jo ikke, siger han til Ekstra Bladet.

Han siger til avisen, at politibetjentene kun besøgte ham i Kenya, og at han ikke har et hotel på Zanzibar. Og det kostede ifølge ham omkring 500 kroner.

/ritzau/