Borger anmeldte mistænkelig bilist


Arkivfoto


FREDERIKSHAVN: Mandag formiddag ringede en 41-årig mand til vagtcentralen, da han havde mistanke om at en bilist var spirituspåvirket.

Vidnet havde set en mand der muligvis var beruset, sætte sig ind på føresædet af en bil holdende på Søndergade i Frederikshavn. Vagtcentralen kastede hurtigt meldingen ud til alle patruljerne, så de kunne holde øje.

En patrulje spottede kort efter den efterlyste bil og fik den bragt til standsning. Føreren af bilen fik lov at puste i alkometeret, som ikke slog ud på nogen måde. Et pust i narkometret var dog straks en helt anden sag, idet apparatet her slog ud på et narkotisk stof.

Bilisten blev anholdt, sigtet for at køre bil i påvirket tilstand og taget med til stationen for at få taget en blodprøve.