Afpresningsanklage sender Black Army-medlem bag tremmer


    Arkivfoto.


    Et medlem af banden Black Army er natten til søndag blevet anholdt af Fyns Politi.

    Sagen er så alvorlig, at den 20-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser specialanklager Annette Korsgaard.

    Umiddelbart ønsker politiet søndag ikke at frigive yderligere oplysninger.

    – Jeg kan ikke sige mere på grund af efterforskningen, siger Annette Korsgaard.

    Den sigtede nægter sig skyldig, og han kærede kendelsen til landsretten.

    Manden blev anholdt klokken halv to natten til søndag.

    Aktionen er sket, kort efter at Fyens Stiftstidende kunne fortælle om flere tilfælde af afpresning mod lokale tatovører.

    Fem tatovører blev i torsdags angiveligt opsøgt af mænd fra netop Black Army, der forlangte penge.

    Om den aktuelle anholdelse udspringer af disse tilfælde af afpresning, er det søndag umiddelbart ikke muligt at få svar på.

    Overfor fyens.dk har den øverste efterforskningschef bekræftet, at politiet har holdt møder med tatovør-lauget om afpresning.

    Hvad der blev drøftet, var han dog tilbageholdende med at sige.

    – Vi har lyttet til deres bekymringer, og vi tager det særdeles alvorligt, sagde politiinspektør Benny Linde Larsen til fyens.dk.

    Han tilføjede, at mødet var konstruktivt og udbytterigt for politiet.

    Søndag aften oplyser Fyns Politi, at man har anholdt yderligere to Black Army-medlemmer og sigtet dem for afpresning.

    Mændene er 23 og 36 år og skal mandag fremstilles i grundlovsforhør. Der vil blive begæret lukkede døre.

    /ritzau/