Ældre mand udsat for hjemmerøveri midt på dagen


Arkivfoto.


En 76-årig mand fik en særdeles ubehagelig oplevelse, da han torsdag åbnede hoveddøren. Udenfor stod en truende mand bevæbnet med en køkkenkniv.

Torsdag klokken 12.10 bankede det på døren hos den 76-årige mand, der bor i Nakskov.

Da han åbnede, stod der en mand udenfor, som truede med en køkkenkniv og sagde, at det var et røveri.

Den 76-årige fandt de kontanter frem, han havde i sin tegnebog, og derefter forsvandt røveren til fods ad Munkholmvej.

Røveren beskrives som ca. 30-40 år, omkring 185-190 cm høj, slank af bygning. Røveren var iført halvlang mørk, formentlig blå, cowboylignende jakke med skrålommer, mellem blå cowboybukser, og sort/mørk hue/kasket og foran ansigtet en sort striklignende halsedisse eller lignende.

Politiet hører gerne fra vidner eller andre personer, der har oplysninger til sagen.