DF vil gøre livet surt for bander med markant højere straffe


    Arkivfoto.


    “Bander bag tremmer” er titlen på regeringens udspil til en ny bandepakke.

    Og står det til Dansk Folkeparti, bliver det også konsekvensen af de kommende forhandlinger. Det fortæller retsordfører Peter Kofod Poulsen.

    Regeringen fremlagde lørdag 28 forslag til at bekæmpe rocker- og bandekriminalitet i Danmark, og her finder retsordføreren flere gode ideer.

    – Ethvert initiativ, der vil gøre det sværere for rockere og bander, bakker vi op om, siger Peter Kofod Poulsen.

    – Men vi skal finde ud af, hvad det helt præcis kommer til at betyde. Og vi skal finde ud af, hvor meget man helt præcis foreslår at hæve de forskellige straffe.

    – Vi vil gå ind med flere forslag til markant højere straffe for den type kriminalitet, som vi ved, at rockerne begår, siger retsordføreren.

    Nogle af forslagene vil være i forlængelse af regeringens udspil, fortæller ordføreren.

    Peter Kofod Poulsen er især glad for forslaget om at udvide zoneforbuddet, så politiet også skal kunne forbyde de såkaldte “hashvagter” og “løbere” i bestemte områder.

    Også initiativet, om at kommunerne skal kunne forbyde rockerborge, får roser med på vejen af DF’eren. Men han er ikke enig i udførelsen.

    – Vi så gerne, at det var politiet, der administrativt lukkede rockerborgene og bandernes klublokaler, så man ikke behøvede at inddrage kommunerne, siger han.

    Han tror på, at partierne kan få enderne til at mødes i de kommende forhandlinger.

    – Vi skal nå til enighed om en pakke. Det er så vigtigt, at vi får sat hårdere ind over for rockere og bandemedlemmer, siger han.

    /ritzau/