Millionvilla hærget af kraftig brand


Torsdag aften ved 23-tiden blev der slået alarm om brand i en stor villa på Hovmarksvej i Charlottenlund.

En stor villa på 214 m2 brændte torsdag aften, ilden havde godt fat da brandkøretøjerne nåede frem kort efter alarmen kl. 23.08.

Villaen er beboelse og en lille tilbygning til erhverv, men ilden havde tilsyneladende hærget over det hele og der er ingen tvivl om at der er sket store skader på ejendommen.

Brandvæsnet måtte kæmpe mod ilden i længere tid, og bla. benytte skum til at kvæle flammerne.

Noget af tagkonstruktionen var styrtet sammen ved branden og besværliggjorde slukningsarbejdet, bla. havde brandfolkene svært ved at komme til ilden i den del af huset som lå umiddelbart under det sammenstyrtede tag.

Brandårsagen er ukendt, og det vides ikke om der er nogen som er kommet noget til ved branden.