Obama vil gengælde russiske hackerangreb


    Arkivfoto


    Præsident Barack Obama siger torsdag, at USA planlægger tiltag over for Rusland, fordi landet gennem hackerangreb forsøgte at påvirke udfaldet af det amerikanske præsidentvalg.

    – Der er ingen tvivl om, at når en udenlandsk regering forsøger at påvirke integriteten af vores valg, så mener jeg, at vi er nødt til skride til handling, siger Obama til National Public Radio ifølge flere internationale medier.

    – Og det vil vi gøre, fastslår han.

    Obama kommer ikke ind på tiltagenes karakter. Han uddyber heller ikke, hvornår de kan ventes.

    Men Obama kan ifølge nyhedsbureauet AFP se frem til at blive mødt af en byge af spørgsmål om hele hackersagen, når han fredag holder sit sidste pressemøde i Det Hvide Hus, inden han rejser på juleferie.

    The Washington Post skrev fredag i sidste uge, at CIA mener, at Rusland med hackerangrebene forsøgte at hjælpe republikaneren Donald Trump til at sejre i valgkampen.

    Avisen citerede kilder med kendskab til en hemmelig rapport fra efterretningstjenesten.

    I interviewet med National Public Radio afstår Obama dog fra at blåstemple CIA’s vurdering, skriver AFP.

    Men tidligere torsdag antydede Ben Rhodes, en af Obamas øverste sikkerhedsrådgivere i Det Hvide Hus, at ordren om at bryde ind i amerikanske politikeres computere kom direkte fra den russiske præsident, Vladimir Putin.

    – Når du taler om cyberindbrud af et omfang som dette, så taler vi om de højeste lag i regeringen. Og i sidste ende er Vladimir Putin officielt ansvarlig for den russiske regerings handlinger, sagde Ben Rhodes ifølge AFP.

    Præsident Barack Obama har tidligere beordret en grundig gennemgang af hackerangrebene.

    Amerikanske efterretningskilder sagde onsdag til NBC News, at Vladimir Putin sandsynligvis havde kendskab til hackerangrebene.

    Kilderne oplyste til tv-stationen, at Putin personligt var med til at beslutte, hvordan informationer, som hackere havde sikret fra Det Demokratiske Partis computere, blev lækket og på anden måde brugt.

    Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har over for tv-stationen Rossiya-24 fuldstændigt afvist NBC News’s historie, som han betegner som “tåbelig” ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    /ritzau/