Politiet anholder 22-årig – sigtes for eksplosion i København


Københavns Politi har anholdt en 22-årig mand, som sigtes for at “forvolde en sprængning” på Frederiksborgvej i Københavns Nordvestkvarter 5. oktober – altså for en uge siden.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse torsdag morgen.

Det var et cafélignende lokale på Frederiksborgvej 34, der blev ramt. Ingen personer kom til skade.

– Vi har haft en omfattende efterforskning for at finde frem til, hvem der stod bag sprængningen, som heldigvis ikke forårsagede personskade, men som naturligt nok har rystet beboerne i området.

– Det førte i går til anholdelsen af den 22-årige, som vi mistænker for sprængningen, siger leder af Afdeling for Organiseret Kriminalitet i Københavns Politi Knud Hvass i meddelelsen.

Den 22-årige er registreret medlem af en af to grupperinger, som er i konflikt med hinanden i hovedstadsområdet.

Det er dog for tidligt at sige, om sprængningen havde forbindelse til den igangværende konflikt, lyder det fra Knud Hvass.

Den 22-årige mand fremstilles i grundlovsforhør torsdag klokken 09.45 ved Retten på Frederiksberg.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene bliver lukket under grundlovsforhøret. Det skyldes et hensyn til den videre efterforskning.

/ritzau/