Over 80 skydevåben er beslaglagt hos mand efter tip


    Arkivfoto.

    Et stort våbenlager er blevet afsløret af politiet ved Voervadsbro mellem Horsens og Silkeborg.

    Det skriver Horsens Folkeblad torsdag i forbindelse med et grundlovsforhør i Retten i Horsens.

    Fire maskinpistoler, en automatriffel, to lette maskingeværer, 50 rifler, 25 haglgeværer, syv revolvere, en pistol samt sværd og dolke har betjente beslaglagt.

    Fundet blev gjort ved en ransagning onsdag, som ifølge Horsens Folkeblad stod på i flere timer. Forinden havde Sydøstjyllands Politi fået et tip.

    En 60-årig mand er sigtet i sagen.

    Ved torsdagens grundlovsforhør blev han ifølge Horsens Folkeblad varetægtsfængslet i fire uger.

    Avisen skriver, at manden kærede fængslingen til Vestre Landsret.

    /ritzau/