Leder af narkonetværk tilstår og får 15 års fængsel


    Arkivfoto


    En mand fra Esbjerg er fredag blevet idømt 15 års fængsel, fordi han har stået bag indsmugling og videresalg af store mængder hård narko.

    Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

    Den 31-årige Munir Rahman Zahir har tilstået forbrydelserne.

    I 24 tilfælde mellem maj 2020 og august 2022 arrangerede han indsmugling og videresalg af omkring 103,75 kilo kokain, 121,50 kilo amfetamin, 2 kilo ketamin og 500 ecstasypiller.

    Retten har samtidig afgjort, at 1.649.500 kroner skal konfiskeres fra den nu dømte.

    Den 31-årige har brugt forskellige krypterede kommunikationstjenester til de mange narkosalg. Ved at dekryptere beskederne har politiet fået indsigt i handlerne, som han har været knyttet til. Han har brugt såvel EncroChat og Sky ECC.

    Sagen er en del af et større kompleks, hvor en række personer er varetægtsfængslet, efter de blev anholdt i august 2022. Fredagens dom er den første i komplekset.

    Det er Jeanni Andreeva, der er senioranklager i NSK, som har ført sagen i Retten i Aarhus.

    – Jeg er tilfreds med dagens dom, der understreger, at der bliver slået hårdt ned på narkokriminalitet. Jeg er glad for, at vi i denne sag har fået stoppet en central aktør i et organiseret netværk, lyder det i pressemeddelelsen.

    Umiddelbart har NSK ikke frigivet oplysninger om, hvorfra smuglerierne skete.

    Zahir har modtaget dommen.

    /ritzau/