Fire mænd tiltalt for grov vold efter skud mod 18-årig


    Arkivfoto


    Anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi har rejst tiltale mod fire mænd i alderen 25-32 år for en skudepisode i Brøndby Strand i januar.

    En 18-årig mand blev såret af skud i benet ved episoden, som skete i nærheden af en kirke og et befærdet stisystem.

    De fire mænd er anklaget efter straffelovens bestemmelse om grov vold samt besiddelse af et skarpladt skydevåben.

    Derudover er der rejst tiltale for, at det er sket som led i en verserende bandekonflikt.

    På Twitter oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi, at der er nedlagt påstand om et såkaldt opholdsforbud, for så vidt angår de tiltalte.

    Retten kan idømme personer et opholdsforbud i sager, som handler om banderelateret kriminalitet. Forbuddet betyder, at personerne ikke må tage ophold i et nærmere defineret område.

    Anklagemyndigheden oplyser, at opholdsforbuddet i sagen vil omfatte områder i Brøndby, Aalborg, Randers, Esbjerg, Haslev og Tårnby.

    Sagen vil blive behandlet ved Retten i Glostrup, men det ligger endnu ikke fast, hvornår det kommer til at ske.

    /ritzau/