Tårnby Kommune lukker klubhus for rockergruppe


Arkivfoto.


Tårnby Kommune har besluttet, at en ejendom, der ligger på Bjørnbaksvej, ikke må bruges til en rockergruppes klubaktiviteter.

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ejendommen har ifølge kommunen været brugt som samlingssted for den gruppe, som indtil for nylig var kendt som Satudarah.

– I Tårnby har vi generelt et trygt og sikkert lokalsamfund, som vi kan være stolte over. Vi vil ikke acceptere, at bander og rockere skaber utryghed i det lokalsamfund, vi har opbygget, siger borgmester Allan S. Andersen (S) i meddelelsen.

Tårnby Kommune henviser i pressemeddelelsen til, at der også er flere institutioner og skoler i nærheden.

Kommunen bruger en lov fra 2017, der giver kommunalbestyrelsen mulighed for at forbyde en bestemt gruppe at bruge en ejendom som samlingssted.

Det kræver, at gruppens brug af ejendommen kan medføre væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende.

Det er ikke første gang, at rockergruppen må forlade et klubhus.

Tilbage i marts blev klubben smidt ud af et klubhus i Esbjerg.

Rockerklubben var indtil for nylig kendt under navnet Satudarah. Men ifølge Ekstra Bladet har den annonceret, at den lukker sig selv i Danmark.

Ifølge avisen var flere medlemmer af den lukkede klub til stede i Randers i weekenden, hvor der blev holdt fest under et nyt navn: Comanches MC.

– Det er en vigtig lokal beslutning, kommunen har taget. Jeg støtter til fulde op om, at der bliver gjort brug af alle de redskaber, der er i værktøjskassen, for at komme rockernes og bandernes utryghedsskabende adfærd til livs, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i et skriftligt citat onsdag til Ritzau.

Ministeren skriver også, at han ser frem til at kunne præsentere regeringens forslag til en ny bandepakke.

/ritzau/