40-årig mand er anholdt efter skyderi i Emporia i Malmø


    Arkivfoto.


    En 40-årig mand er blevet anholdt og mistænkes for drab efter et skyderi i shoppingcenteret Emporia i Malmø den 19. august.

    Det oplyser kammeranklager Michelle Stein mandag.

    – I dag skal den anholdte mand afhøres nærmere sammen med sin forsvarsadvokat. Senest i morgen tirsdag klokken 12 kommer jeg til at tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles eller ej, siger hun.

    Hun oplyser ikke yderligere om, hvorfor manden er mistænkt.

    Han blev anholdt lørdag den 27. august. Anklageren oplyser ikke, hvor han blev anholdt eller nærmere detaljer om mandens identitet.

    Han er den anden person i sagen, der er anholdt og mistænkt for drab. Tidligere er også en 15-årig dreng blevet anholdt.

    En 31-årig mand blev dræbt under skyderiet. En kvinde blev såret.

    Den 15-årige nægtede sig indledningsvist skyldig.

    Senere har drengen dog erkendt både skuddrabet og drabsforsøg.

    – Han har under en afhøring påtaget sig ansvaret og erkender drab og drabsforsøg, sagde advokat Johan Fernvall til Sveriges Radio 21. august.

    Alt tyder på, at skudepisoden var banderelateret og rettet mod den 31-årige mand, som blev dræbt. Han blev ramt af skud i brystet.

    Ifølge svensk politi tilhørte offeret banden Satudarah, der angiveligt er i en konflikt med en anden bande i Malmøs kriminelle underverden.

    Han havde desuden tidligere siddet fem år i fængsel for grove forbrydelser.

    Hvis teenagedrengen bliver dømt, venter der ham maksimalt fire års ophold i en lukket institution for unge kriminelle.

    Ifølge Sveriges Radio har den 15-årige ikke fortalt politiet, hvad motivet var.

    Emporia er et af Skandinaviens største shoppingcentre. Ifølge centerets egen hjemmeside har det 168 butikker og restauranter.

    I det danske shoppingcenter Field’s i København dræbte en mand 3. juli tre personer med skud. Yderligere syv personer blev ramt af skud.

    /ritzau/TT